De usynlige kasser

Vi vandrer ned ad smalle gange, som blot bliver smallere og smallere. Da vi var børn, var gangene bredere, men som vi har bevæget os mod enden, er de blevet smallere. Vi er blevet mere blinde, og gangene er blevet mørkere. Vi glemmer at se ud til siderne, vi glemmer at se mulighederne. Vi er fangede i usynlige kasser, som vi ikke engang selv ved eksisterer. Styret af grådighed bevæger vi os gennem gangene, i en forventning om at støde på noget værdifuldt, noget der giver mening. Men vi glemmer at se menneskerne omkring os. 

Vores kasser fanger os, de er skabt af normerne. Mens nogle prøve at bryde disse usynlige mure, indretter andre sig bare i deres kasse. Når først du er blevet tildelt din rolle i samfundet, går livets skuespil i gang, men vi er så fokuseret på vores egne replikker, at vi ikke får resten af stykket med. Vi glemmer at slippe manuskriptet og se op. Se realiteterne i øjnene. Men i vores kasse, handler stykket kun om os selv, hvad vi kan opnå, hvor mange penge vi kan tjene. Vi søger noget uopnåeligt, i form af ting vi kan røre ved, frem for at bryde normerne, og opnå kærlighed til andre mennesker.

Vi slår hårdt ned på folk der påskønner diktatur, men grundet vores ligegyldige syn på omverdenen, opdager vi ikke det diktatur, vi selv lever under. Men vi har accepteret det, som vi accepterer så meget andet i blindhed. Vi frygter det der er anderledes, vi frygter det nye, vi frygter forandring. Mangfoldighed er blevet et ord vi hædrer, men mangfoldigheden eksisterer ikke. Mangfoldigheden vil ikke eksistere, så længe vi lever som små fordømmende, skræmte individer bag mure, bange for at kigge ud af vinduet, vinduet der viser verdenen. Lad os leve i en illusion. Lad os leve i en illusion om at vi i Danmark har lige muligheder, at vi ikke frygter det fremmede og at vi er lykkelige. Lad os undgå realiteten.

Men illusionen skaber apati og tomme sortnede hjerner, der bevæger sig rundt mellem hinanden, i håb om at opnå succes. Vi er villige til at træde på hinanden, for selv at kunne nå toppen, for at nå lykken, som ikke eksisterer, der hvor vi leder. Vi bider os selv i halen. Men måske er vi skabt til at leve sådan? For forandring i dette samfund kommer ikke til at ske, før folk vælger at åbne øjnene, vælger at se sine medmennesker. Før vi vælger at række en hjælpende hånd ud mod et menneske i nød, frem for at gå med hovedet nede i manuskriptet, frem for at prøve at finde lykken i materialer. Forandring vil ikke ske, før vi genfinder glæden ved livet, frem for udnytte det, som et materiale til at opnå rigdom for en kort stund, blot indtil vi dør. For dø skal vi alle, men ønsker du at dø, efter at have levet livet i en kasse?  

Helena.

Okay, havde så lige et behov for at komme ud med nogle følelser, men kun fordi jeg for kort tid siden oplevede noget, som jeg ser som forfærdeligt i mit liv. Jeg har denne meget fantastiske veninde, Helena, kan ikke beskrive hende, så i vil forstå, hvor fantastisk hun er. Vi er faktisk i familie, vi er kusiner, men i mit hoved er vi så meget mere end det.  Vi har kendt hinanden altid, hun er blot tre måneder yngre end mig, og fra vi var børn har vi været uadskillelige. Hun er en af de der personer, du på ingen måde kan sige noget skidt om, hun er i mine øjne perfekt. En af hendes mange kvaliteter er så også, at hun er meget eventyrlysten, altid klar på at prøve nyt, og ikke bange for at tage chancer for at få alle slags oplevelser med. Vi er vant til at se hinanden næsten hver anden dag, altså når vi ikke har set hinanden i 3 dage, er det lige pludselig lang tid.

Hun er min tætteste veninde, men hun har nu valgt at tage et år på udveksling… til Japan. Et helt år. Det er godt nok lang tid, hvis man normalt synes 3 dage er lang tid. Jeg var med i lufthavnen og sige farvel. Det var på alle måder hårdt. Hun var selv helt knust, og måtte på tidspunkt bare sige: ”du er virkelig nødt til at gå nu.” – og så vendte jeg rundt og gik. Jeg havde hele tiden bare lyst til at løbe tilbage, og insistere på at tage med, hvis hun nu ikke ville blive. På trods af flyskræk og det hele. I min fantasi var jeg løbet tilbage, men måtte indse at virkeligheden var en anden. ”It’s time to be strong.” It was time to be strong, it still is!

Nu er jeg normalt ikke en person der græder meget, men det her er det hårdeste jeg nogensinde har skulle gennemgå. Et år lyder måske ikke af det store, og når jeg sidder og skriver det her, så er det måske latterligt jeg bliver så ked af det. Men tænk på alt det der sker på et år, folk forandre sig, jeg forandre mig hun forandre sig. Det gør vi alle. Så om vi vil kunne få det samme, er jeg ikke tvivl om, men intet vil blive det samme igen. Og det er nok det min sorg går på. Forandring. Forandring er jo desværre ikke altid til det bedre, selvom det er det alle de kloge hoveder prøver at bilde os ind.

Men til slut, vil jeg sige, at jeg er glad på hendes vegne. På alle måder! Hun fortjener det her, og jeg ved hun får et fedt år! Jeg ved, jeg selv får et fedt år, selvom det har fået en hård start. 

I kan forresten følge hendes liv i Japan her : http://sushiogmanga.blogspot.dk/ 

At være politisk aktiv er ikke nørdet!

For ja, det virker super nørdet, og det er da også det første, folk tænker, hvis jeg siger jeg er politisk aktiv. Men nu vil jeg fortælle jer en historie. Jeg var for godt et år siden en af dem, der ikke kunne udstå politik, og anede ikke der fandtes politiske ungdomsorganisationer, for politik og ungdom var ikke noget jeg forbandt med hinanden. Politik var for gamle mennesker, der af en eller anden grund elsker at brokke sig. Det skete så en dag, at DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) Sønderborg holdte møde, og min veninde, som hedder Helena, der lige havde meldt sig ind, turde simpelthen ikke at tage derhen alene. Så som den gode veninde jeg er, vælger jeg at tage med. Jeg blev meget overrasket over hvilke type mennesker, jeg skulle møde i DSU Sønderborgs lille mødelokale på skovvej. Jeg forventede at møde nogle meget nørdede typer, der sad i velorganiseret lokale og diskuterede efterløn, skat og alt muligt andet, jeg ikke interesserede mig for. Men menneskerne jeg mødte, var søde, interessante og lidt skøre, som normale unge, og så snakkede de til og med i et sprog, jeg kunne forstå! For det andet  var lokalet, som jeg havde ventet pænt og ryddeligt, meget uorganiseret og hyggeligt. Snakken faldt hverken på efterløn eller skat, nej den faldt på hvorvidt en af os skulle klædes ud i en kyllingedragt for at efterligne Lars Løkke, og sige han var en kylling for ikke at ville udskrive valg. ”Der kommer aldrig valg!” Jeg husker også hvor genert jeg var, så jeg sad bare og uden at sige noget, men nød de andres snak. Jeg meldte mig ind dagen efter, og det kan godt være det var en forhastet beslutning, men det er endt med at være den bedste beslutning i mit liv. 

Som I sikkert kunne høre på min fortælling om mit første møde, var jeg meget genert og slet ikke selvsikker den gang. Jeg kunne ikke drømme om at gøre nogle af de ting, jeg er endt med af gøre pga. DSU. 

Kort efter min første introduktion til DSU, blev valget så udskrevet. Jeg blev allerede på dagen, hvorpå valget var udskrevet, ringet op af Helena, om ikke jeg havde lyst til at tage med ud og hænge valgplakater op for vores folketingskandidat, Benny Engelbrecht. Jeg tog med. Vi tog af sted ca. kl. 20.00 den aften, og omkring kl. 22.00 begyndte det at tordne. Det var super hyggeligt på trods af torden og regn. Det var super sjovt at klatre i lygtepæle, skønt vi først var færdige omkring midnat. Vi kom våde og trætte hjem, og gik bare i seng. Det var sjovt under valgkampen at se de plakater, man havde hængt op. Så kunne man tænke, i den lygtepæl har jeg klatret!

Med valgkampen fulgte selvfølgelig en masse kampagner, som jeg ikke vil gå i deltager med denne gang! Men så kom valgaftenen, aftenen alle os DSU’ere havde ventet på i 3 uger! Vi holdte fest den aften, for at fejre alt det hårde arbejde vi havde lagt i at føre socialdemokraterne til sejr! Helena og jeg sange højt hele vejen hjem, vi kom endda forbi KU’s (konservativ ungdom) valgaften, og vi kunne ikke dy os fra at synge højt og falsk: ”DANMARK HAR FÅET EN SO-CI-ALDEMOKRATISK REGERING IGEN (hvad har Danmark fået?) DANMARK HAR FÅET…” Nøj det var en fed aften! Uforglemmelig, ubeskrivelig!

Kort tid efter valgkampen afholdte DSU et af sine nationale arrangementer, nemlig weekendkursus! De åbnede op for nye pladser et par dage inden kurset, så Helena og jeg tænkte: ”hvorfor ikke?” Og meldte os til! Dette er endnu en af de klogeste beslutninger i mit liv. Det var en fed oplevelse! Der var undervisning om dagen og fest om aftenen. Jeg var på introkursus og lærte en masse om DSU’s opbygning, og hvorfor det hele startede. Vi festede igennem om aftenen, med øl, dans og alt hvad der hører til! Jeg var virkelig overrasket over, hvor åbne og imødekommende folk var. Jeg kunne sætte mig ned på en bænk alene og straks efter ville tre DSU’ere, jeg ikke nødvendigvis kendte, bare komme at snakke med mig. Der er altid mellem 100 og 200 mennesker med på disse kurser. Og jeg har været på 3 weekendkurser efterhånden og et enkelt påskekursus. Mit første kursus var desuden også da jeg mødte en af mine nuværende bedste venner Sebastian, som har besøgt mig i Sønderborg mange gange efter, og jeg har da også været en enkelt gang i Aarhus for at sige hej til ham!

Sebastian ^

Efterfølgende kom jeg så i praktik hos Benny Engelbrecht i folketinget, hvilket var en kæmpe oplevelse. Det var fedt faktisk at få et indblik i en politikers hverdag, og se hvor travlt de egentlig har! Jeg havde også en medpraktikant, Kim, som også var fra DSU Sønderborg, så det var fedt også at lære ham bedre at kende. I samme uge, som jeg var i praktik, holdte DSU også konference på borgen, så jeg blev lige en dag ekstra, for også at være med til det. Om aftenen var der så fest på Danasvej, som er DSU’s hovedkvarter på landsplan.

Nå men så kommer vi så frem til engang i januar, hvor vi i Sønderborg holdte generalforsamling.  Her blev jeg, efter kun et halvt års medlemskab, valgt som DSU Sønderborgs kampagneansvarlig! Det vil sige at jeg nu sad i bestyrelsen i Sønderborg. Hvilket jeg faktisk stadigvæk gør.

Så blev det sørme påske og med påske følger også påskekursus, hvor der var 300 deltagere. Det foregik på Esbjerg Højskole, og foregår næsten på samme måde som weekendkursus, fest om aftenen, undervisning om dagen. Den sidste aften var der så kæmpe gallafest/oscaruddeling. Hvert kursus havde lavet deres egen film, som så blev vist på storskærmen. Mit kursus var nomineret til 5 ud af 7 oscars og vandt 3!! Det var super fedt!

Kurset jeg var på ^

Og nu er vi så nået til det punkt, hvor i skal huske tilbage på, hvor usikker jeg var i starten, og hvor lidt selvtillid jeg havde. DSU holdte kongres i maj i år. Jeg blev i sidste øjeblik delegeret, og besluttede mig så for at gå op på talerstolen, og snakke om mine holdninger omkring prostitution, foran 300 mennesker! Det var i hvert fald ikke sket før jeg blev medlem. Men det er en af de bedste ting ved DSU, du bliver tvunget ud i situationer du ikke har det godt med, men du kommer ud af det mere selvsikker, og du ender med at være super glad for at du gjorde det! Det var jeg i hvert fald efter kongressen!

Mig til kongressen^

Så jeg vil opfordre alle, uanset hvilken overbevisning du har, meld dig ind i en politisk ungdomsorganisation. Du bliver fagligt klogere, bliver mere selvsikker, for nogle fede oplevelser, og får super mange mega gode venner ud af det! Og det er ikke så nørdet, som man tror. I ungdomsorganisationerne er det ofte problemer, der vedkommer unge, der bliver diskuteret, så at du som almindeligt medlem også kan få indflydelse og gøre en forskel! 

Hej derude!

Simply everything life throws at us. Ja, måske et lidt mærkeligt navn til en blog, men der ligger selvfølgelig noget bag. Navnet kom af de ting, jeg ønsker at skrive om. Dette kan være alt lige fra aktuelle sager, til ting jeg bare har en mening om. Det kan være historier, der forklarer noget om, hvordan det er at være politisk aktiv som ung, eller historier fra mit gymnasieliv, familieliv osv. Det kan være ting i medierne, som jeg undre mig over, eller ja kort sagt alt mellem himmel og jord. Jeg startede det her, pga. at jeg er åh så træt, at bloggere der skriver om hvilket tøj, de har haft på den gældende dag - Dagens outfit...jeg mener, come on! Sådan noget skal i ikke regne med her. Bloggen her bliver bare om at være ung, uden at det bliver noget teenageproblematik, som kun indeholder deprimerende historier om selvmords tanker eller mindre livskriser, som kærestesorger. Så hvis man ellers er frisk på at læse om stort set alt, der er, man skal/kan forholde sig til, vil jeg da klart anbefale at følge denne blog.

Nå, men jeg må hellere lige forklare, hvem jeg er. Jeg hedder Cecilie og er 16 år gammel. Jeg starter på gymnasiet her d. 15 august, kan ikke sige andet end, at jeg glæder mig så meget! Jeg er meldlem af DSU (Danmarks socialdemokratiske ungdom), hvilket jeg elsker at bruge min tid på. Derudover tegner jeg og maler en del, jeg er helt ok, hvis jeg sådan selv skulle vurdere det. Jeg kan godt lide øl, både fordi det smager godt, men også fordi det er den bedste måde at starte en samtale på. Jeg er alt andet end morgenfrisk, i hvert fald hvis du spørger mine forældre, så det der med at bruge en hel dag i sengen, det er bare for lækkert!!

Nå ja, men det var så en start, og nu er vi i gang, så glæder mig til at lave en hel masse indlæg i håb om, at nogen ude i den store verden vil læse dem.

Ciao!