Vi
vandrer ned ad smalle gange, som blot bliver smallere og smallere. Da vi var
børn, var gangene bredere, men som vi har bevæget os mod enden, er de blevet
smallere. Vi er blevet mere blinde, og gangene er blevet mørkere. Vi glemmer at
se ud til siderne, vi glemmer at se mulighederne. Vi er fangede i usynlige
kasser, som vi ikke engang selv ved eksisterer. Styret af grådighed bevæger vi
os gennem gangene, i en forventning om at støde på noget værdifuldt, noget der
giver mening. Men vi glemmer at se menneskerne omkring os.
Vores
kasser fanger os, de er skabt af normerne. Mens nogle prøve at bryde disse usynlige
mure, indretter andre sig bare i deres kasse. Når først du er blevet tildelt
din rolle i samfundet, går livets skuespil i gang, men vi er så fokuseret på
vores egne replikker, at vi ikke får resten af stykket med. Vi glemmer at
slippe manuskriptet og se op. Se realiteterne i øjnene. Men i vores kasse,
handler stykket kun om os selv, hvad vi kan opnå, hvor mange penge vi kan
tjene. Vi søger noget uopnåeligt, i form af ting vi kan røre ved, frem for at
bryde normerne, og opnå kærlighed til andre mennesker.
Vi
slår hårdt ned på folk der påskønner diktatur, men grundet vores ligegyldige
syn på omverdenen, opdager vi ikke det diktatur, vi selv lever under. Men vi
har accepteret det, som vi accepterer så meget andet i blindhed. Vi frygter det
der er anderledes, vi frygter det nye, vi frygter forandring. Mangfoldighed er
blevet et ord vi hædrer, men mangfoldigheden eksisterer ikke. Mangfoldigheden
vil ikke eksistere, så længe vi lever som små fordømmende, skræmte individer
bag mure, bange for at kigge ud af vinduet, vinduet der viser verdenen. Lad os
leve i en illusion. Lad os leve i en illusion om at vi i Danmark har lige muligheder,
at vi ikke frygter det fremmede og at vi er lykkelige. Lad os undgå realiteten.
Men
illusionen skaber apati og tomme sortnede hjerner, der bevæger sig rundt mellem
hinanden, i håb om at opnå succes. Vi er villige til at træde på hinanden, for
selv at kunne nå toppen, for at nå lykken, som ikke eksisterer, der hvor vi
leder. Vi bider os selv i halen. Men måske er vi skabt til at leve sådan? For
forandring i dette samfund kommer ikke til at ske, før folk vælger at åbne
øjnene, vælger at se sine medmennesker. Før vi vælger at række en hjælpende
hånd ud mod et menneske i nød, frem for at gå med hovedet nede i manuskriptet,
frem for at prøve at finde lykken i materialer. Forandring vil ikke ske, før vi
genfinder glæden ved livet, frem for udnytte det, som et materiale til at opnå
rigdom for en kort stund, blot indtil vi dør. For dø skal vi alle, men ønsker
du at dø, efter at have levet livet i en kasse?
